Vi elsker at cykle – vil du med?
Aalborg Cykle-Ring er klubben for børn og unge, der elsker at cykle. Vi cykler 2 gange om ugen hele året rundt, og vi rykker indendørs om vinteren. I Aalborg Cykle-Ring glæder både de unge ryttere og trænerne sig til at møde nye kammerater. Nedenfor kan du læse mere om selve træningen, og hvilket udstyr du har brug for. Vidste du f.eks., at du kan låne en cykel hos os?
Til cykling møder du også trænerteamet, som hjælper dig med at komme godt i gang med landevejscyklingen. Sammen med de faste trænere er forældre velkomne til at køre med, men det er ikke en nødvendighed. Her finder du også konktaktoplysninger på trænerne.
Vi hygger også sammen til sociale arrangementer, og så deltager vi i løb.
Klubtræning
Hvornår: Tirsdage og torsdage kl. 16.50
Hvor: Ved klubhuset på Forchhammersvej 5-7, 9000 Aalborg
Tilmelding: Som regel dagen inden via lukket Facebookgruppe
Træningen er tilpasset den enkelte rytters niveau. Begyndere og let-øvede træner først og fremmest teknik og får kilometer i benene. Som eksempler på træningsøvelser kan nævnes at bakkespurte, at ligge på hjul, svingteknik, køre slalom, samle flasker op m.v.
Når man begynder at blive mere øvet, bliver turene længere, og teknikarbejdet forfines. Hvis mange er tilmeldt samme løb i weekenden, træner vi også det.
Vi kører som regel 1,5-2 timer, alt efter vejret.
Om sommeren cykler vi i Aalborgs nærområder, og vi benytter P-pladser til tekniktræning. Om vinteren rykker vi indendørs og sætter cyklerne på hometrainere. Her er der mulighed for at køre ræs mod andre børn og unge i Danmark og Norden i en virtuel verden via programmet ZWIFT.
Udstyr – klar til træning
Hvad skal du bruge, når du starter til cykling? Du har naturligvis brug for en hjelm. Og så har du også brug for noget at spise inden cykling, så du kan blive ved med at smile gennem hele træningen.
Du får også brug for en drikkedunk og en slange til, hvis du skulle punktere. Tænk også på at klæde dig fornuftigt på efter vejret.
Har du brug for at låne en cykel, kan du sagtens låne en af vores cykler. Det koster 500 kr. i depositum, og så kan du også cykle på den derhjemme.
Trænerteamet
Du er altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål om selve træningen, teknisk vedligehold, progression mv.
Trænerteamet suppleres af forældre, der også cykler med.
Trænerteamet består af
Mark de Zee
Martin Tegtmeier Jørgensen
Rasmus Dahlgaard Jensen
Tino Münzenberg
Malene Rasmussen
Hygge i klubben
Vi mødes gennem året til forskellige sociale arrangementer, hvor familien også er velkommen. Det kan være vores fællesspisninger eller julebingo. Der er også en julefrokost kun for børne/unge. Til arrangementerne har du chancen for også at møde dine nye kammerater uden cyklen, og det plejer ikke at gå stille af sig!
Cykelløb
Deltagelse i løb er ikke obligatorisk. Men drømmer man om at være som Mads Pedersen eller Jonas Vingegaard (vidste du forresten, at Jonas også har kørt B/U i Aalborg?), så sniger tanken sig om løb ind. Der arrangeres B/U-løb over hele Danmark næsten hver weekend i udesæsonen, så der er rig mulighed for at få prøvet det. Der er en helt speciel stemning til løb.
Deltagelse i løb kræver licens og chip. Spørg trænerne og hør nærmere om muligheden for løbsdeltagelse.
Fra klubbens side har vi flere udvalgte løb i kikkerten, og ligger de tilstrækkeligt langt væk, arrangerer vi også overnatning.
Find yderlige information på Gå til cykling.
Kontakt
Skriv direkte til en af trænerne, hvis det er første gang. Eller kontakt os via Facebookgruppen ”Aalborg Cykle-Ring u11-13 &15”.
Vi glæder os til at se jer!