Det har været travle uger for de unge ryttere i Aalborg Cykle-Ring. Kristi Himmelfartsferien blev brugt i Odder, hvor det store etapeløb Tour de Himmelfart blev kørt med 5 etaper over 3 dage. I Pinseweekenden har der været Campione Cup med cykelløb over 3 dage i henholdsvis Horsens, Hobro og Randers. Både til Tour de Himmelfart og Campione Cup har ungdommen fra Aalborg Cykle-Ring været flot repræsenteret og synlige i felterne 👏🏻
Tour de Himmelfart:
Etapeløbet i Odder var et stort tilløbsstykke med store felter og deltagere fra ind- og udland. De mange b&u ryttere fra Aalborg i alderen 8-15 år blev sammen med en god håndfuld forældre indkvarteret på en lokal skole. Med ca 25 mennesker på madrasser og i soveposer i et klasselokale blev der helt naturligt skabt et stort fællesskab. Over alle 3 dage var det en fornøjelse at se og mærke det fantastiske kammeratskab blive stærkere. På tværs af alder blev der hygget og heppet til den store guldmedalje.
Selve løbet bød på alle elementer fra et rigtigt etapeløb. Der var gadeløb, grusetape og enkeltstart inden det hele blev afsluttet lørdag med en hård kongeetape. Efter hver etape blev klassementet gennemgået flittigt og omhyggeligt på telefonerne. Uanset udgangspunktet var der altid nye muligheder på næste etaper.
Der blev høstet meget værdifuld erfaring. Men vigtigst af alt var det super sjovt, hvilket kun giver mere lyst til at køre på cykel 😄
Campione Cup:
Allerede ugen efter var klubbens unge drenge og piger på farten igen til Pinsecup i 3 dage. I alle løbene blev der kørt flot cykelløb. Der kan ses en god, positiv udvikling, og der blev da også kørt en del præmier med hjem til pokalsamlingen.
Både før, under og efter løbene var stemning kanon med smil og godt humør.
De fede cykelløb er kun mulig med træning. Der trænes som altid tirsdag og torsdag i børne- og ungdomsafdelingen (8-15 år) fra klubhuset på Forchhammersvej.
Hvis du har et barn i denne alder, der kunne have interesse i at blive en del af fedt og sjovt fællesskab, så meld dig ind Facebook gruppen Aalborg Cykle-Ring u 11- 13 & 15 og tag kontakt til en fra trænerteamet. Der står lånecykler klar i klubben. Både trænerne og børnene i klubben står klar til at tage i mod nye klubkammerater med åbne arme hver tirsdag og torsdag 😊